| Kulinarisk Sydfyn byder for 9. gang velkommen til Nordens største Fødevaremarked på Havnen i Svendborg. » Hent folder her « Denne sidste weekend i juni sætter Kulinarisk Sydfyn traditionen tro alt ind på at synliggøre og markedsføre fødevarer af høj kvalitet. Producenter og formidlere af kulinariske kvalitetsprodukter appellerer til alle sanser, når de udstiller deres produkter og varer. Der serveres mad med holdninger og kulinariske oplevelser så englene synger. Udvalget af økologiske produkter bliver i år rekordstort. Foruden Kvalitet med stort K prioriterer Kulinarisk Sydfyn bæredygtig produktion og forarbejdning. Fødevaremarkedet vil i år være befolket af omkring 150 lokale, nationale og internationale udstillere. Fra udlandet kan vi bl.a. byde velkommen til Slowfood Skåne og Slowfood Lübeck. Vores øl Kulimarin, som frigives på Fødevaremarkedet 2010 er brygget af Gundestrup Mejeri og Bryghus i samarbejde med Svendborg Bryglaug. Øllet kan købes på stedet. Som tidligere vil Kulinarisk Sydfyn være vært for mange forskellige aktiviteter for børn. Det drejer sig bl.a. om gode ideer til sund mad med sundhedsplejerskerne. ”Smageeksperimentarium”, ”Grøntsagsquiz”, og ”Skattejagt” med lækre smagsprøver for børn. Tag børnene med og hold øje med de kulinariske oplevelser i børnehøjde. |
||