Christiansmøllen i Svendborg har stået som byens vartegn i over 180 år. Den første mølle blev opført af Christian Klingenberg i 1830’erne og fik navn efter ham. Møllen, en hollandsk vindmølle, blev bygget lidt øst for den gamle stubmølle på Galgebakken. Efter en brand i 1860 blev den genopført og har siden gennemgået flere moderniseringer – bl.a. i 1915, hvor den fik vindrose og klapvinger.
Møllen var i drift indtil 1958 og blev fredet året efter. I 2017-2019 blev den omfattende restaureret med støtte fra Svendborg Kommune. I dag vedligeholdes Christiansmøllen af et frivilligt laug, der arbejder med formidling, arrangementer og bevaring af det historiske inventar.