Postkort (7)

Invitation til Fødevaremarkedet 2026

Det siger udstillerne ...

"Vi havde et fantastisk marked og var virkelig positivt overraskede over både antallet af besøgende, interessen og købelysten. Det var vores første gang på Fødevaremarkedet, men bestemt ikke den sidste."
By Roots

"Vi elsker at komme til Kulinarisk Sydfyn og sætter kryds i kalenderen hvert år den sidste weekend i juni måned.

Der er masser af foodister på markedet, som har lyst til at prøve nye ting og smage nye produkter. Vi får rigtig god hjælp af alle de dedikerede frivillige på markedet, og der er tjek på organiseringen.

Derudover er der superhyggeligt i Svendborg, så vi gør det samtidig til en familietur med overnatning, gode gåture ved havnen og dejlig mad på restauranterne. Svendborg kan noget helt magisk."
Malene Aaris - MAA.C

Bliv Udstiller 2026

Hvorfor skal du tilmelde dig?

Fordi vores gæster kommer på marked for at handle! Her går de ikke bare efter de gratis smagsprøver.

De slæber afsted med olivenolie i store dunke, så de har til et helt års forbrug. Honning og mel til mange måneder. Pølser og sennep, ost og oliven, som de glæder sig til at hente hos de udstillere, der kommer på markedet år efter år.

Når det er sagt, er de altid åbne for nye varer. De er nysgerrige og kvalitetsbevidste, og de ved, at hos os drukner fødevarerne ikke i politik og debat, dyrskue, design og livsstil.

Hvad er med i prisen?

Du kan vælge en stor stand på 4 x 2 meter til 2250,- eller en lille stand på 2 x 2 meter til 1250,- for hele weekenden. Små udstillere er velkomne til at dele en stand. Priserne er ex. moms.

En stor markedsstand er inkl. to borde og 4 udstillerarmbånd. En lille stand er inkl. et bord og 2 udstillerarmbånd. Gratis hvide duge medfølger, men I er velkomne til at bruge jeres egne.

Alle stande har fri adgang til køletrailer og rengøringsstation. Området er afspærret, og om natten har vi vagter på, så du ikke behøver at pakke dine varer sammen.

Hvor afholdes markedet?

Fødevaremarkedet afholdes i fantastiske rammer på Svendborg Havn. Alle stande er overdækkede, enten i de store telte på kajen eller indenfor i den gamle værftshal.

Har du varmefølsomme varer med, gør vi alt for at finde en plads til dig indenfor i værftshallen. Men vent ikke for længe med at tilmelde dig, for der er rift om pladserne.