I weekenden den 19. og 20. december indtager Kulinarisk Sydfyn endnu engang Rundbuehallen på havnen i Svendborg og inviterer til det årlige Jule-Fødevaremarked.
Her kan du gøre de allersidste julekøb – fra flæskestege, medister, pålæg og sennep til håndlavede chokolader, lakrids, nybagt brød, fisk, gode oste, svesker til anden, lemonade, lokalt produceret vin og alt hvad der hører sig til på julebordet.
Oppe på nisseloftet bliver der bagt æbleskriver, så det dufter i hele den gamle væftshal, og igen i år tøffer modeljernbanen rundt i nisselandskabet og sørger for den helt rigtige julestemning.
Julemanden kigger selvfølgelig også forbi i år med brunkager og skumfiduser til børnene, som de kan riste ved bålfadene ude på kajen.
ENTRÉ: 50 kr.
Gratis for børn under 12 år og medlemmer af Kulinarisk Sydfyn





