Tag med på den dejlig tur til Skarø, hvor Café SommerSild genåbner i dagens anledning.
Vi tager færgen fra Svendborg kl. 10.45, og efter en halv times sejlads gennem Sundet ankommer vi til Skarø, hvor Gitte tager imod os.
Hun har forberedt en lækker frokost, som vi enten nyder udendørs i den grønne have eller i det store lyse opholdslokale med udsigt til havnen.
Menu & Program
Gitte tænder op i bålet og griller pulled lamb og lammepølser fra egne naturfår over åben ild. Dertil serverer hun citronmarinerede nye danske kartofler med urter fra Skarø strandeng og egen urtehave, rygeostecreme, langtidsbagte cherrytomater, crispy og sylt samt hjemmebagt brød og strandarvesmør.
Til frokosten serveres en øl, et glas vin eller sodavand. Mere kan tilkøbes.
Efter frokosten går vi en lille tur ud på øen sammen med Lene, der bor på Skarø sammen med både børn og børnebørn. Hun fortæller om de spiselige urter på stranden og byder på en lille hjemmelavet dram undervejs på turen.
Tilbage hos Gitte SommerSild er kaffe og the klar, og vi nyder hendes signaturkage med rabarber og kvan, imens hun og Lene fortæller om livet på den lille ø.
Kl. 16.40 tager vi færgen fra Skarø og kl. 17.25. er vi hjemme i Svendborg efter en dejlig dag i øhavet





